I traditionel form en forestillingstype der foregår i telt på en cirkelrund spilleplads, “manegen”, hvori det centrale er artistnumre, især kraft- og behændighedsnumre, dyredressur og klovnenumre ofte med musikledsagelse.

Det store klassiske cirkus er viet til dyrkelsen af sensationen især i form af fremvisning af menneskelige ekvilibrisme, styrke og mod, og hvor publikums medleven i form af gys, beundring eller latter er afgørende. Cirkus fremstår i et særligt magisk univers, hvor publikum oplever en strøm af sensationer i numre der imponere, morer eller spiller på frygten. Til at afbalancere dette spiller klovnen en stor rolle, som den, der forløser spændingerne i latter, som b.la. forstærkes af tilskuernes placering i en cirkelform omkring manegen, hvor de kan se hinanden.

Philip Astley (engelske kunstberider 1768) tilskrives i nyere tid cirkussets oprindelse, ved den første offentlig præsentation af ridekunst suppleret med artistnumre i en manege. I begyndelsen af 1800-tallet bredte cirkus sig fra England og Frankrig til hele Europa og Asien, der blev opført cirkusbygninger (nogenlunde samtidigt med, at omrejsende teatergrupper fik deres egne teaterhuse). Danmark fik sin første Cirkusbygning “Philippo Pettolettis Circus Gymnasticus”  i Kbh i 1830 med plads til 1800 tilskuere.

I centrum af cirkus står mennesket og hvad mennesket gennem hård træning, talent, og viljestyrke kan udrette med sin krop. Grundstenene i cirkus er derfor artisten, og de forskellige artistnumre, der hver især betoner forskellige menneskellige kvaliteter: behændighed, styrke, smidighed, humor, kontrol eller mod. Dertil kommer fremførsel af dresserede vilde dyr, heste og husdyr.

 

Nycirkus

Nycirkus er en videreudvikling af det traditionelle cirkus med klassiske artistnumre til en moderne sammenhæng og udtryksform der præges af mødet mellem klassiske artistnumre, avantgarde teater, performancekunst, fysisk/ekspressivt teater, rockmusik, og film. I nycirkus skaber artister, skuespillere, gymnaster og musikere mf. en rammefortælling og udvikler en historie med karakter. Artisterne optræder med deres egen stil og egne kompositioner. Og ofte gennem et fælles overordnet koncept styres forestillingens æstetiske mangfoldighed.

Dressuren af vilde dyr er borte som et bevidst opgør med klassisk cirkus' demonstration af menneskets forrang i verden. Manegen udvides med alternative udformninger af spillepladsen.

I 1980’erne opstod ensembler i Frankrig der dyrkede en moderniseret udgave af cirkusformatet med elementer af gøgl og gadeteater og med inspiration fra sportsverdenen, samt et vist mål af politisk engagement som forestillingernes udgangspunkt. Samtidig begyndte (specielt i Frankrig) en fornyet almen interesse for cirkus og Kulturminister Jacques Lang (1981-1992) så potentialet i nycirkusset “det nye kulturudtryk” og etablerede statsstøtte til nye cirkusskoler og udøvende inden for nycirkus:

I 1984 grundlagde Cirque du Solei i Canada en kommerciel eksponent for genren nycirkus - som et krydsfelt mellem cirkus, teater og performance.